Perfekt grillet bøf

Her er “opskriften” på hvordan du får det perfekte look på din grillede bøf.

Du kender det sikkert, det lokale steak-house serverer en velduftende bøf med det perfekte grill-look. Her er et par tricks til hvordan du selv kan lave en flot bøf på din egen grill.

  1. Din grill skal være glohed. Ikke varm, men RYGENDE varm :)
  2. For at undgå at bøffen “hænger fast” i grill-risten kan du smøre bøffen med olie på begge sider. Det nytter ikke at smøre grill-risten, da olien alligevel brænder væk ved de høje temperaturer.
  3. Når du lægger bøffen på grill-risten første gang lader du den ligge i 5 sekunder. Herefter løfter du den, gerne med et madpincet eller grill-tang. Drej den 90 grader og læg den ned, et andet sted på grill-risten, da den nu har mistet temperatur hvor den lå første gang.
  4. Du lader nu bøffen ligge lidt længere, afhængig af hvad det er for noget kød og hvor tyk skiven er. Måske skal den have 1 minut*.
  5. Du gentager processen på den anden side, først 5 sekunder et meget varmt sted på grillen. Herefter drej bøffen 90 grader og læg den et nyt varmt sted. Her lader du den ligge til den er færdig. Tryk på bøffen og mærk om den er blød eller hård. Tag den af når du mener den er færdig.

Ovenstående fremegangsmåde kan virke omstændig, men den kan sikre dig det perfekte look på din grill-bøf. Velbekommen!

*En rigtig god tommelfingerregel er, at en bøf skal have 1 minut på hver side for hver cm den er i tykkelsen. Er din bøf f.eks. 1,5 cm tyk, så regn med 1,5 minut på hver side, så er der en god chance for at du opnår en let rosa/medium bøf.

Publiceringsdato: 20 juni 2012

*