Hasselback kartofler

Hasselback-kartofler er efter min mening en af verdens mest velsmagende måder at lave kartofler på i ovnen og samtidig også en af de nemmeste. Mange kalder det for “hasselbagte-kartofler”, men jeg har hørt at det faktiske hedder Hasselback-kartofler, så det kalder jeg dem. Forklaring på denne del af historien følger.

Opskriften er som nævnt meget nem:
Start med at tænde ovnen på 220 grader og klargør en bradepande med bagepapir. Herefter finder du kartoflerne frem og skræller det antal du skal bruge. Er du i tvivl om mængden så lav lidt rigeligt, de smager glimrende også som natmad.

De skrællede kartofler lægges på et skærebrædt, skær eventuelt en lille flade af kartoflerne så de ligger plant på skærebrættet. Herefter skæres snit i kartoflerne ca. 2/3 del ned og med et par milimeters afstand. Det behøver ikke være så præcist.

Kartoflerne lægges over på bradepanden. Hæld godt med olivenolie ud over kartoflerne og krydder dem med salt og peber. Herefter sættes bradepanden ind midt i ovnen og efter ca. 45 minutter  er kartoflerne klar til servering. De passer til de fleste former for kød, eksempelvis bøf, koteletter eller frikadeller.

Tips og tricks
I stedet for, eller som supplement til, salt og peber kan du krydre kartoflerne med f.eks. paprika, oregano eller hvidløg. Hvis man vælger det, er det nok en fordel at blande krydderier i en skål sammen med olien først og derefter pensle det på kartoflerne inden de kommes i ovnen. Hvis det er sæson for friske kartofler, så lad endelig kartoffelskrælleren blive i skuffen, det bliver slutresultatet kun bedre af.

Historien om Hasselback
Denne kartoffelopskrift stammer i følge flere kilder oprindeligt fra en svensk restaurant kaldet “Hasselbacken”. Derfra også navnet “Hasselback-kartofler”. I restaurantens originale opskrift anvendes smeltet smør i stedet for olivenolie. Derudover drysses kartoflerne med lidt parmesan-ost ca. 10-15 minutter inden de er færdige i ovnen.

Publiceringsdato: 9 januar 2012

*